Min kunst

Malerier med stram komposition balanceret med noget legende og overraskende. Der eksperimenteres med horisontlinje, forsvindingspunkter og elementer fra den virkelige verden. Geometriske figurer og organiske linjer giver stringens og rytme. Et surrealistisk udtryk understreget af et utraditionelt farvevalg. En unik stil.
Indtryk og oplevelser fra det danske natur- og kulturlandskab efterlader noget dna i underbevidstheden i form af farver, linjer, figurer og stemninger. Dette dna udgør klangbunden i malerierne. Ofte - men ikke altid - er malerierne landskaber, der er transformeret til geometriske figurer og organiske former. Linjer og gentagelser giver rytme og bevægelse. Der er finurligheder og detaljer, der ikke opdages ved første øjekast.

2022, 2021, 2020 Galleri Grenen /Grenen Kunstmuseum.
2021 Ely Center of Contemporary Art, New Haven, USA.
2019 Stedsspecifikke værker, Aalborg Kloster.
2019 Børglum Kloster, Vrå, Nordjylland.
2019 Galleri Jarsbo, Aalborg.
2019 soloudstilling, Galleri ØckenLund, København.
2018 Himmerlands Kunstmuseum, Aars.
2018, 2016, 2015, 2014 Galleri Inuit, Aalborg.
2018 optaget i Det Kunstneriske Råd, Kunstpavillon Aalborg.
2018 antaget på Kunstnernes Sommerudstilling.
2017 "101 kunstnere", Tom Jørgensen.
2017 debut på Kunstnernes Sommerudstilling.
2015 prisvinder, censureret udstilling, Bjerringbro.
2013 optaget i kunstnergruppen LIV. Formand 2016-21.

Uddrag fra bogen "101 kunstnere, 2017" skrevet af redaktør og kunstanmelder Tom Jørgensen: 
"Mange kunstnere arbejder enten helt abstrakt eller helt figurativt. Eva Dalby-Jakobsen har valgt en anden strategi. Hendes malerier er både disciplinerede, skarpt optrukne og med den stramme geometri, der kendetegner det konkret abstrakte maleri, som man f.eks. finder det hos Poul Gernes. På den anden side genkender vi nogle ting fra den fysiske verden."
"Eva Dalby-Jakobsen opererer i sine malerier med en blanding af mindst tre forskellige stilarter og mindst tre forskellige temperamenter. Det konkret abstrakte, det surreelle, det klassisk figurative, det disciplinerede, det poetiske og det legende."
"Med sin legende, skæve, fantasifulde og poetiske tilgang til maleriet har Eva Dalby-Jakobsen skabt sin helt egen profil. Godt gået!"

Kunstavisen okt. 2015, kunsthistoriker Pier Maria Andersen:
"En anden fra gruppen, man må bemærke er Eva Dalby-Jakobsen. Hun arbejder med spændende aflange billedformater, hvor alt kan ske. Geometrien hælder faretruende, der er spontane udførelser, og så er der det mørkegrønne lærred, hvor røde krakeleringer spreder sit netværk. Tre øvrige billeder med titlen "Ballade" er i henholdsvis blå, røde og lyse farvetoner. Især det blå billede er interessant, for her ses to cirkulære former placeret i en af de gyldne punkter og et netværk af streger breder sig fra horisonten og ud mod os. På en gang er der noget Richard Mortensen og Rene Magritte i hendes billeder, et surrealistist billedunivers."

3. prisvinder på Bjerringbro Udstillingen nov. 2015
Udvalgt af censorerne Rigmor Bak Frederiksen og Thomas Andersson til at modtage en af tre kunstnerpriser.